Turen gik til Sydney

Rejsen til Sydney, Australien er absolut et af mit livs højdepunkter. Det var facinerende og imponerende at besøge Jørn Utzons Operahouse på havnefronten. Vi granskede det fantastiske bygningsværk fra alle sider; fra båd på vandsiden, fra havnepromenaden, fra botanisk have og fra både nær og fjern afstand og uanset hvorfra vi så, var det et imponerende syn. Sydney var i det hele taget en god oplevelse.

Vi boede på Four Seasons Hotel i centrum, hvor både den gamle og den nye bydel var indenfor gåafstand. At bo midt i centrum er lidt dyrere men til gengæld får vi fuld oplevelse for pengene, fordi vi ikke bruger særlig tid på transport og fordi de fleste oplevelser er indenfor rækkevidde – dag og nat.

Min kunstneriske interesse er primært fotografi og moderne kunst. Begge dele er der rig mulighed for at opleve i byen. Vi besøgte fem fantastiske fotogallerier og museum for moderne kunst. Men alligevel findes de største oplevelser nogle gange i byens gader, når man vover sig ud på opdagelse med et åbent sind. Jeg kan absolut anbefale af besøge alle “must see” stederne fra rejsebøgerne, men sæt alligevel nogle dage af til bare at springe ud i  byen og finde de steder de lokale vælger, når de skal feste, slappe af, shoppe og spise. Tag ud og kig i forstæderne og få den autentiske oplevelse af Sydney.

 

Reklamer

Plads

 

Nogle gange kan jeg undres over, hvordan vi mennesker opfører os overfor hinanden. Det er desværre ikke altid lige pænt. Ofte vurderer og dømmer  vi hinanden uden at give plads til andet end vores egne fordomme og holdninger.  En sådan opførsel skaber en meget snæver plads, hvorpå vores medmennesker kan agere.

Det er her et af verdens problemer opstår, for vi giver ofte for lidt plads, selvom der er nok af den.  Menneskets mulighed for i sind og hjerte at være åben, positiv og rummelig på en ikke dømmende måde er uanet stor og kan skabe rigelig med plads.

Når vi finder vores egen plads eller giver plads til hinanden med et åbent og positivt sind, finder vi ro og velbehag indeni og glæden opstår, hvorefter  vores relationer bliver bedre. Relationerne til vores medmennesker bliver simplethen bedre, når vi føler glæde, fordi vi helt forenklet sagt smiler mere og får flere smil tilbage. Når vi bærer et ægte smil, er det i øvrigt umuligt samtidig at være sur og nedladende, for da er vores krop og sind allerede positive.

Vores positive smil og ord resulterer i positiv feedback fra vores medmennesker og så smiler vi endnu mere og lidt efter lidt bliver verden et bedre sted at være, fordi vi er mange i en kæde af smil, der startede med, at vi gjorde noget så simpelt som at skabe plads.

Måske handler det om, at turde lave plads til andre – uanset om ens eget ståsted er lidt usikkert eller helt fast – med udgangspunkt i, at vi alle er berettigede men ikke ens.  Eller måske handler det om at flytte sig fra et ulykkeligt sted i livet, give slip, og finde en ny plads. Den rigtige plads, hvor du trives og hver dag oplever lykkelige øjeblikke. At gøre godt for andre eller dig selv, gør dig glad og når du er glad, bliver dem du møder på din vej igennem livet glade – uanset om du møder dem et kort øjeblik eller om de er i dit liv længe.

Og netop det gør mig forundret – at vi ved noget så simpelt som at skabe plads igennem et åbent og ikke dømmende sind – kan gøre vedren til et bedre sted at være og gøre livet bedre at leve – ganske enkelt ved at give plads og alligevel gør vi det ikke i tilstrækkelig grad.

 

En tur i naturen er sundt

Jeg er dagligt en tur ude i naturen, når jeg kommer hjem fra mit job inde i den nærliggende storbys centrum, og jeg har igennem årene lagt mærke til, hvor vigtig og hvor meget naturen betyder for mig og mit velbefindende. Jeg har gang på gang erfaret, at den har enorm stor betydning for både min mentale og min fysiske sundhed.

Det er jeg ikke den eneste, der har fundet ud af. Faktisk har utallige undersøgelser påvist naturens positive påvirkning af os på stort set alle planer. Bl.a er det påvist, at ophold i naturen giver os en særlig lykke følelse, der er anderledes end for eksempel den lykkefølelse, der er forbundet med vores samvær med vores familie, venner og hjem.
Undersøgelser viser også, at naturen påvirker vores trivsel idet der, når vi opholder os i naturen, opstår forbindelser i vores hjerne, der giver os en bredspektret positiv mental sundhed.
En af årsagerne til dette er, at vores følelsesmæssige reaktioner i hjernen, når vi er i naturen, er anderledes end nogen anden psykologisk forbindelse i vores sind, idet den kan give os en lykke følelse uanset andre psykologiske faktorer.

Et 30 dage langt eksperiment foretaget i England med mere end 18.500 mennesker viser, at de positive effekter ved at opholde sig og være aktiv i naturen og for eksempel fodre fugle eller plante blomster, holder sig i vores krop og sind i flere måneder efter aktiviteten.

Dr.Mc Robert, der foretog eksperimentet, fastslår at naturen ikke er et mirakel der egenhændigt kan kurere sygdomme, men ved at interagere med naturen, bruge tid derude, opleve den og værdsætte, den kan vi opnå de fordele, at vi bl.a føler os lykkeligere, gladere og sundere.

Hans partner Dr. Miles Richardson peger på de allerede eksisterende undersøgelser, der viser, at ophold i naturen kan reducere unormalt højt blodtryk, luftvejs og hjerte-kar sygdomme. Nedsætte angst og styrke koncentrationsevnen og den mentale udholdenhed.
Og her til sidst nævner jeg, den i denne sammenhæng her på siden – vigtigste fordel – nemlig at flere af de undersøgelser, der peges på viser, at ophold i naturen øger livstilfredsheden, vitaliten, giver en følelse af meningsfuldhed og øger lykkefølelsen.

Der er altså mange gode grunde til at træde ud i naturen så ofte som muligt i vores til dagligt travle og krævende liv.