Verona – en romantisk pause

Verona er kærlighedens by ikke kun fordi, det var her scenen blev sat til Shakespeares Romeo og Julie, men også fordi byen er fyldt med romantiske gader, gamle ikoniske bygninger og hyggelige autentiske restauranter.

Med udgangspunkt fra byens centrum, valgte vi at besøge Arena di Verona på Piazza Bra. Det er den plads du kan se på billedet herover. Pladsen myldrer med mennesker og oplevelser. Effter at have nydt en let frokost på en af pladsens cafeer, gik vi ind i arenaen og forestillede os, hvor fantastisk forestillingerne havde været i arenaens storheds dage. Er du heldig eller planlægger din rejse velforberedt, er der mulighed for at komme ind og overvære en af de opera koncerter, der er på programmet om sommeren.

Fra arenaen begav vi os ud i byen gennem de smalle gader i den gamle bydel. I Via Mazzoni og nabogaderne var rigeligt af shoppemuligheder i små boutiques og i mainstream italienske og internationale mærker. På hele turen blev vi omgivet af mange århundredes historie, dufte, indtryk og stemninger. På en måde er det som om tiden stod stille da den nåede til Verona og nutiden så har forsøgt at presse sig i byen. Hvilket er lykkedes særdeles godt med hensyn og respekt for fortiden.

Da vi nåede Piazza delle Erbe faldt vi i staver over dette torv omgivet af imponerende smukke gamle bygninger og den hyggelige summen af aktivitet med lokale på vej til og fra arbejde, cafeers udendørs servering og turisternes småsnakken. Er man til “people watching” i overskuelige rammer, så er denne plads ideel til det.

Verona er en lille hyggelig storby, der kan charmere dig med dens elegance og indbydende stemning, mens du nyder de rige muligheder for historisk sightseeing, gode restauranter og boutiques.

Reklamer